Halvdagsbørnehaven er en lille institution tæt på grønne områder med en engageret forældregruppe og en børnegruppe med 20 børn. Vi har fælles ledelse og et tæt samarbejde med Vanløse Børnegård, som ligger i huset ved siden af os. Blandt andet har vi fælles morgenåbning og er i samme hus ved ferier.
Hos os er der en varm, tryg og dejlig stemning. Her er det naturligt, at alle bliver taget godt imod af smilende og nærværende voksne. Vi har et tæt og værdsat samarbejde med vores familier, som er gode til at støtte op om vores pædagogiske arbejde og tilgang til børnene, så der er størst mulig sammenhængskraft mellem daginstitution og hjemmet. På den måde lægger vi sammen grundstenene til et børneliv, hvor børn trives, dannes og udvikler sig.
Faglig udvikling og uddannelse
Vi er et lille kollegialt fællesskab, hvor alle ideer og input er velkomne, og hvor vi giver god plads og mulighed til, at hver medarbejder byder ind med det særlige, de kan. Her får du mulighed for at udvikle dig fagligt, når vi sammen samarbejder om at udvikle hverdagens pædagogik, når hele personalegruppen tager på kurser og når vi inviterer oplægsholdere til institutionen for at blive klogere på et konkret emne.
Er du ny medhjælper hos os, får du mulighed for at deltage på vores introduktionskursus for pædagogmedhjælpere, der kan klæde dig endnu bedre på til det pædagogiske arbejde. Vi giver også mulighed for at medhjælpere kan tage sporskifteuddannelsen til meritpædagog.
Samarbejde i klyngen
Derudover har vi et tæt fagligt samarbejde i klyngen, hvor vi blandt andet har fælles aftenmøder to gange årligt, gerne med oplægsholdere udefra, der hjælper os med at sætte fokus på udvalgte emner og på at vi sammen løfter os fagligt i fællesskab.